Overenskomst med Københavns Kommune
Søstjerneskolen har indgået en overenskomst med Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune og er under tilsyn af Københavns Kommune, jf. gældende regler.
Overenskomsten omfatter undervisningen af børn og unge som er henvist til specialundervisning i dagbehandlingstilbud jf. folkeskolelovens §20, stk. 5 og som er henvist til dagbehandling jf. servicelovens §52, stk. 3, nr. 1 og 3.
Søstjerneskolen er ikke et heldagsskoletilbud, og særlige fritids- eller klubtilbud skal foregå i kommunalt regi. Under overenskomsten tilbyder Søstjerneskolen et maximalt timetal pr. uge på 30 timer. Pædagogisk kørsel med elever er en del af konfrontationstimerne med eleverne, og al personalets transport med elever er indeholdt i de 30 timers skoletid.
Skoleåret er på 200 dage, og Søstjerneskolen følger Københavns Kommunes vejledende ferieplan.
Søstjerneskolens forpligtelser
I henhold til overenskomsten med Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune samt anden lovgivning, forpligter Søstjerneskolen sig til
at opfylde reglerne om tavshedspligt, jf. Forvaltningsloven §27,
at opfylde reglerne om skærpet underretningspligt, jf. Lov om social service §153,
at til enhver tid at kende til og efterleve indberetningspligten for magtanvendelser,
at opbevare, modtage, behandle og fremsende alle følsomme oplysninger i overensstemmelse med Datatilsynets gældende regler, med henblik på at undgå misbrug,
at sikre, at alle ansatte på Søstjerneskolen ved ansættelsen fremviser tilfredsstillende børne- og straffeattest,
at alle ansatte på Søstjerneskolen som minimum er ansat på overenskomstsvarende vilkår,
at efterleve, at Søstjerneskolen og elevens hjemkommune har en gensidig oplysningsforpligtelse til at udveksle nødvendige oplysninger i forhold til at løse opgaven,
at efterleve, at hvis der sker ændringer i elevens situation, hvor Søstjerneskolen vurderer, at der er behov for justering af indsats i omfang og indhold, så kontaktes myndighedsrådgiver i elevens hjemkommune,
at efterleve reglerne i Forvaltningsloven og Offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres efter denne aftale, jf. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §43.
Søstjerneskolens ydelser
Undervisnings- og behandlingsindsatsen på Søstjerneskolen er en integreret helhedsindsats, der omfatter alle ydelser, som eleven vurderes at have behov for. Der opkræves således ikke betaling for nogen ekstraydelser.
Søstjerneskolens ydelser omfatter følgende:
- Undervisningsdel: Daglig undervisning, undervisningsmaterialer, forplejning, ekskursioner, arrangementer, lejrskoler og transport mellem hjemadresse og Søstjerneskolen med tog eller bus med eller uden personale.
- Miljøterapeutisk behandling: I forhold til eleven arbejder vi miljøterapeutisk, hvorfor behandling er en integreret del af undervisningen og i al den øvrige tid, eleven er i kontakt med skolens personale. Når eleven starter på skolen, har eleven som regel ikke modtaget undervisning i en længere periode. Læreren planlægger derfor al undervisning, så den er afstemt i forhold til elevens sociale og psykiatriske kapacitet. I undervisningssituationen afstemmes behandling og den faktuelle undervisning under hensyn til elevens aktuelle kapacitet. Søstjerneskolens personale modtager kontinuerligt videreuddannelse og supervision, ligesom der er behov for særligt undervisningsmateriale og særlige rammer i forbindelse med undervisningen. Skoledagens længde tilpasses, så den konstant modsvarer elevens profil og muligheder.
Alle behandlingsmæssige indsatser er samstemt med eleven, forældre, samarbejdspartnere og den bevilligende socialrådgiver.
I løbet af skoleåret er der i gennemsnit som minimum allokeret det antal timer for de forskellige indsatsområder, som fremgår nedenfor. Antallet af timer vil naturligt variere i løbet af skoleåret.
- Ergoterapi: Der er som minimum allokeret 3 timer pr. elev pr. måned. Indsatsen dækker vejledning/uddannelse af elevens miljøterapeuter, ergoterapeutisk behandling og træning, observation og analyse.
- Psykiatrisk indsats: Der er som minimum allokeret 30 min. pr. elev pr. måned. Indsatsen benyttes særligt, hvis en elev ikke er tilknyttet en af regionens psykiatriske afdelinger. Indsatsen dækker lægefaglig sparring, medicinafklaring samt vejledning af miljøpersonale, forældre og elev.
- Psykologisk behandling: Der er som minimum allokeret 3,5 timer pr. elev pr. uge. Indsatsen dækker vejledning/ supervision/ uddannelse af miljøpersonale, terapeutiske samtaler med elev og forældre, udarbejdelse af elev/ behandlingsplaner samt observation og analyser.
- Familieindsats: Der er som minimum allokeret 2 timer pr. elev pr. uge. Indsatsen dækker vejledning og psykoedukation af forældre.
For alle indsatsområder gælder, at der ligeledes er allokeret nødvendige timer til nødvendig forberedelse og dokumentation af indsatsen.
Udover ovenstående kan der leveres yderligere indsatser alt efter aftale mellem eleven, forældre, samarbejdspartnere og den bevilligende socialrådgiver.
I den første og sidste uge af skolens sommerferie tilbyder skolen to-tre dages aktivitet uden for skolen for alle skolens elever, forældre og søskende. For enkelte elever, hvor det er samstemt med eleven, forældre, samarbejdspartnere og den bevilligende socialrådgiver, at der i hele eller dele af sommerferien er brug for kontakt til skolens personale, tilrettelægges et særligt program. Dette program kan fx indeholde en kontinuerlig kontakt via telefon/video, løbende besøg i hjemmet, aktiviteter på skolen eller aktiviteter uden for skolen. Disse aktiviteter gennemføres uden særskilt opkrævning herfor.
Ved akut krise hos en elev uden for skolens åbningstid har skolen et nødberedskab, hvor vi står til rådighed for forældre og elever med råd og vejledning.
Søstjerneskolens ydelser omfatter herudover følgende:
- Søstjerneskolens behandling tager udgangspunkt i socialforvaltningens handleplan for eleven, jf. Servicelovens bestemmelser.
- Søstjerneskolen sender efter de første 3 måneder en skriftlig status, der grundigt og dybdegående beskriver den plan, der lægges for undervisnings- og behandlingsarbejdet med eleven. 6 måneder herefter sender Søstjerneskolen en skriftlig opfølgning til sagsbehandler og PPR-psykolog med status og evaluering af eleven og behandlingsplanen.
- Søstjerneskolens evaluerer løbende elevens udvikling og faglige udbytte i samråd med sagsbehandler og PPR-psykolog i elevens hjemkommune.
- Søstjerneskolen sender hvert efterår en skriftlig elev- og behandlingsplan til sagsbehandler og PPR-psykolog, som der følges op på det efterfølgende forår.
- Der kan efter anmodning fra Søstjerneskolen eller elevens hjemkommune holdes løbende statusmøder mellem Søstjerneskolen og sagsbehandler og/eller PPR-psykolog, ligesom Søstjerneskolen ved behov kan lave løbende statuserklæringer til elevens hjemkommune.
- Herudover afholdes der minimum to årlige netværksmøder med deltagelse af alle interessenter omkring eleven. Et af disse møder vil sædvanligvis have karakter af et revisitationsmøde, hvor en repræsentant fra PPR i Københavns Kommune skal deltage. Afgørelse vedrørende revisitation meddeles Søstjerneskolen hurtigst muligt.
- Søstjerneskolen registrerer elevens fravær i E-protokol. Ved anmodning kan Søstjerneskolen fremsende en udskrift til elevens hjemkommune.